Quantcast
Channel: Line Frøslev
Viewing all 69 articles
Browse latest View live

Børnekunst i naturen: Lermasker

$
0
0



Efter kalenderen er det i allerhøjeste grad forår. Selv om de varme dage lader lidt vente på sig, kribler det i mine fingre for at komme ud under åben himmel med børnekunsten.

Og heldigvis skal jeg om et par uger i skoven med børn fra 4 børnehaver i Skanderborg Kommune. Skovugen er afslutningen på et 5 ugers kunstprojekt, hvor jeg på skift har besøgt 4 institutioner i Skanderborg Vest og lavet billedkunst med over 100 fantastiske unger.

I vores skovuge skal vi selvfølgelig lave land art, male på gennemsigtig plastik (se http://linefroeslev.blogspot.dk/2012/09/mal-pa-plastik.html ), bygge små både til skovsøen og lave "krattere" af grene og pinde. Krattere er små væsener, som laves on location af de små pinde man nu finder: En Y-gren som krop og hoved, og en tværpind som arme (vikles på med ståltråd). Prik, prik og streg med sort sprittusch - og kratteren har et ansigt og er klar til at flytte ind i hulerne, som børnene helt sikkert begynder at bygge til de små fyre. Men det var egentlig en helt anden idé jeg ville fortælle om... En idé, som jeg har prøvet af med børnehavebørn i alle aldre, og som selvfølgelig bliver en aktivitet i skovugen: Små lermasker til at sætte op i træerne. Sådan kan du gøre:

Tag en flok børn og en rulle rødler med ud under træerne og snak med børnene om hvem der mon bor i træerne. Er det dyr eller trolde? Har de øjne, ører, horn eller knurhår? Hvad kan man lave øjne, næser og pels af? Gå på jagt efter egnede småpinde, sten, strå, fjer osv. . Skær skiver af leret ud til børnene med en slynge lavet af ståltråd og to pinde og vis dem hvordan man kan forme en kugle, trykke den flad og sætte den op på stammen. Nu kan der trækkes ører og næser, sættes øjne i og der kan laves manker, munde og horn af de ting, I har fundet i naturen rundt omkring træerne.

Når alle børn har lavet masker, er det hyggeligt at gå rundt og hilse på alle skabningerne og digte historier om hvad de spiser, hvor de sover osv.

Det er en god idé at fotografere børnene sammen med deres masker, for denne lille kunst-aktivitet er flygtig. Måske kommer der en lille gut og piller masken ned og bygger en drage af den - eller måske vasker den ned under næste regnbyge.







Cirkusartister

$
0
0



I Hinnerup Billedskole har alle hold i foråret arbejdet under temaet "bevægelse". En af de opgaver, de yngste elever ( 1.- 3. klasse) fik, var at lave skulpturer som forestillede cirkusartister "in action". 

Som inspiration viste vi børnene fotos af linedansere, trapetzakrobater og stærke mænd. Inden der blev tegnet skitser, havde vi lige en håndfuld børn oppe at stå på bordet (altid et hit :-), så vi kunne nærstudere forskellen på en krop i bevægelse og en statisk krop. 

Da der var skitser i alle blokke og idéer i alle hoveder, gik det løs med hegnstråd (skellet), staniol (muskler, hoved og mave/baller/barm) og malertape (hud).

Sådan kan du gøre:
  • Buk et stykke hegnståd (eller kraftig bonzaitråd, fx 3 mm., som er lettre for børnene at arbejde med) på midten og sno en løkke til hoved + sno ned over maven til ben og mave har en tilpas længde. Hvis figuren skal være ca. 30 cm. høj, skal tråden være ca. 75 cm. lang. 
  • Lav arme at endnu et stykke tråd, som snoes på kroppen under hoved og hals. Hvis armene ikke sidder så stabilt, kan de få lidt malertape
  • Form kroppen i den bevægelse du ønsker
  • Overvej om der skal være vinger (kan laves i pap eller tråd), gevir eller andre sjove sager. Hvis figuren skal jonglere, snoes et stykke bonzaitråd om hænderne, og fx runde træperler trækkes på og limes fast
  • Byg nu hoved, muskler, numse, mave, barm osv. på figuren med staniol, som krammes rundt om trådskellettet. Husk at lade de nederste 4 cm. på benene stå i bar tråd, så de kan monteres i en sokkel - medmindre figuren skal svæve i en gynge   
  • Beklæd figuren med malertape 
  • Mal med god akrylmaling
  • Øjnene kan prikkes på med blomsterpinde og grillspyd, og munde og kinder kan tegnes med Poschatusch. Brug en tynd sprittusch til små detaljer som øjenbryn og øjenvipper 
  • Lav evt. skørt i tyl og giv hår i karteflor, garn eller bast. Ri skørterne med almindelig ståltråd og sno dem fast. Lim håret på med limpistol. 
  • Bor huller i en lille træklods og monter figuren. Gynger og trapetzer kan laves af grene fra haven og neonfarvet murersnor    

God fornøjelse! 
















Mal på gennemsigtig plastik

$
0
0


Alle børn elsker at få lov til at male i stort format. Når det så oven i købet foregår under åben himmel og i selskab med gode venner, bliver det ikke meget bedre. Idéen er god til både de små børn helt ned til dagpleje/vuggestuealder og til børnehave - og skolebørn. Tja, og de voksne skal som regel også altid lige prøve.
Her er samarbejdet i fokus. Børnene arbejder sammen to og to og der skal gives tid og plads til hinanden. 
En vigtig del af processen er at tale med børnene om ansigtets og kroppens proportioner. Det er for de lidt ældre børn en øvelse i at se og indfange kroppens og ansigtets konturer. For de mindste børn er det for abstrakt at arbejde med konturstregerne. De fylder flader ud og gør sig erfaringer med malingen, penslerne og formatet. 

Sådan kan du gøre: 
  • Start med at spænde gennemsigtig plastik i metervis op på legepladsen, i gymnastiksalen eller hvor du nu kan finde god plads. Jeg synes det er dejligt at være udendørs med denne aktivitet. På legepladserne er der som regel nogle stolper eller træer, som man kan fastgøre plastikken til. Jeg bruger gennemsigtig dampspærrer fra byggemarkedet, som foldes nogle gange i enderne, inden det skydes fast med en hæfteklammespistol. Man kan lave forstærkninger med gaffetape, hvis det er nødvendigt. Det er godt at være to eller tre voksne til det, for jo mere stramt man får spændt plastikken ud, jo lettere bliver den at male på for børnene, og jo mindre følsom bliver plastikken for vindpust.


  • Hæld billig, blank alrylmaling op i plastikbægre og tilsæt hver portion et par dråber opvaskemiddel. Sulfoen gør noget ved overfladespændingen i malingen, så den binder bedre på plastikken,  Find bløde pensler frem. Jeg har altid en pensel til hver farve. Penslen følger farven, ikke barnet.  


  • Lad børnene arbejde sammen i par. To og to skiftes de til at male hinanden gennem plastikken. Lad det ene barn stå helt tæt op ad plastikken. Så tæt, at han rører den med krop og ansigt. Lad det andet barn male konturerne af makkerens krop og ansigt. Lad dem male linjerne i tøjet. Måske er der prikker på gummistøvlerne og knapper og lommer på jakken? De mindste børn maler flader i stedet for. For børnene er det en fryd at mærke hvordan penslen kilder gennem plastikken - og et under, at man ikke får maling på sig :-)   




Det er en god idé med forklæder og evt. blå plastikfutter til de børn, der maler. 




Rigtig god fornøjelse! 


Det kører med ører

$
0
0
Når man skal ud i skoven og lave landart, skal man have det hele med. Duftene, solstrålerne, regndråberne, følelsen af mos mellem fingrene og blade under fødderne. Og så alle lydene. Af fugle, der synger. Af strå og grene, der hvisker i vinden. Af regnen, der drypper på bladene. Af nisserne og de små skovtrolde, der lister rundt mellem træstubbene derinde i halvmørket under granerne, hvor man ikke helt kan se, hvad der foregår... Så hvad er bedre end at få sine egne kæmpestore museører, som opfanger alle skovens lyde?

Noget af det, jeg elsker ved at lave kunstprojekter med børn, er, at de altid er 100% med på den. Som nu for eksempel historien med ørerne. Som en del af et stort kunstprojekt med 4 institutioner i Skanderborg, havde jeg en hel uge i skoven med 60 skønne unger. Og da jeg en morgen pludselig sad med museører på, mens jeg hjalp nogle drenge med at montere arme på deres små gren-mænd, var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved hvorvidt det var sært eller ej med de ører. De små purke konstaterede bare. "Du har ører på". Jeg bekræftede, og inden jeg havde nået at spørge, om det også var noget for dem, havde de bedt om lov til selv at få et par museører. Og selvfølgelig fik alle børn museører. Lavet af en gammel papkasse, bukseelastik og pinkfarvet Gaffatape. Og hold da op, hvor var det noget særligt at gå på opdagelse i skoven den dag. Vi kunne virkelig høre lydene meget tydeligere. Og man laver altså en helt særlig slags skovkunst med museører på.

Det kører med ører!



Smæk, smæk, smæk

$
0
0


Den her idé har jeg lige delt med børnehaverne og SFOérne i mit lokalområde som optakt til den årlige fælles børneudstilling i vores smukke kulturhus. Jeg var så heldig at blive inviteret til at komme og give et inspirationsoplæg til opstartsmødet forud for udstillingen. Jeg valgte, at tage udgangspunkt i det samme tema, som vi arbejder med i Hinnerup Billedskole i efteråret. Nemlig Hovedværker/På hovedet. 

I efterløbet af efteråret kommer der af samme grund her på bloggen nok til at flyde en del idéer om fx portrætter, masker, hatte, parykker, hvordan man kan vende ting og begreber på hovedet, hvordan man kan male på hovedet, kunsthistoriens hovedværker osv.  

Her kommer den første idé, som altså er udtænkt til børnehave - og SFO-børn, men som selvfølgelig kan overføres til andre aldersgrupper også. 

Enkle portrætter på bund med tavlelak og med mønstre lavet med fluesmækker. 

Materialer:
  • Tavlelak i smukke farver, fås bl.a. hos AV Form
  • Store ark karton, som ikke må have en blank overflade
  • Sort kardus
  • Poschatuscher i hvid eller klare farver, str. medium
  • Limstifter
  • Sakse

Sådan kan I gøre:
  • Mal de store ark med tavlelak. Vælg én farve pr. ark. til det første lag maling. Læg arkene til tørre.
  • Når malingen er helt tør, laves mønster ved at smække med en fluesmækker, som er duppet med eller dyppet i en anden af tavlelak-farverne.
  • Når malingen er helt tør, skæres de store ark ud i A5 størrelse.
  • Skær sort kardus ud i A5 (det halve af et A4-ark).
  • Snak med børnene om hvordan man kan tegne et protræt. Se på hinanden og lad evt. børnene se i et spejl. Vis hvordan man kan tegne et hoved og lave hals og skuldre.
  • Lad nu børnene tegne et selvportræt med poschatusch på det sorte A5-papir. De gør det på deres måde J  Husk at de skal vende papiret på den høje led.
  • Klip portrætterne ud. Klip ikke helt ind til stregen – det ser smukt ud, når der lige er et eller to millimeter sort kant uden om stregen – og det er lettere at klippe ud på den måde.
  • Lim portrætterne op på de farvede bunde med limstift. De skal vende på den høje led.
  • Læg billederne i pres under tunge bøger eller kasser et døgns tid, så de retter sig helt ud. Så er de lettere at hænge op.
  • Tip: Billederne kan selvfølgelig sagtens laves på lærreder i stedet for karton. 
Rigtig god fornøjelse! 
          





Tegn på hovedet ( Michelangelos fodspor)

$
0
0

Temaet i billedskolen i denne sæson er "På hovedet/Hovedværker". Så selvfølgelig skulle mine yngste elever tegne på hovedet, præcis som Michelangelo gjorde det for 500 år siden, da han udsmykkede det Sixtinske Kapel. 

Inden eleverne kom, havde jeg sat A3-ark fast under bordene mad malertape. Vi gik i gang med undervisningen, og da vi havde 30 min. tilbage, og var blevet færdige med det vi ellers skulle nå, bad jeg elverne om at gå på jagt i lokalet efter det tegnepapir, de nu skulle arbejde på. Der blev ledt og undersøgt - og pludselig kravlede Anna ind under et bord, kiggede op og fandt papiret. Stor begejstring! Alle kravlede nu rundt på gulvet og fandt sig et ark. 

På forhånd havde jeg printet enkle tegninger af forskellige slags hatte ud, lamineret dem som små kort og lagt dem frem på et bord. Nu skulle børnene vælge en hat, lægge eller sætte sig under bordet og tegne hatten på hovedet - og derefter gå op og vælge en ny hat. De måtte selv bestemme om hattene skulle være små eller store, om de skulle tegnes oven i hinanden eller hver for sig. 

Tegnelegen var sjov, og flere af børnene var overraskede over deres egen formåen :-) En sagde: "Jeg anede ikke, at jeg kunne tegne sådan en flot kasket!" En anden ville nå at tegne så mange forskellige hatte som muligt, så han havde travlt.       

Og så fik vi jo en god snak om Michelangelo, som lå i årevis og malede på hovedet - "al fresco". Børnene var enige om, at det nu alligevel måtte have været hårdt for den gamle mester. 





Tyggegummikongen Bobbel

$
0
0


Selvfølgelig skulle vi i Hinnerup Billedskole tygge saftigt, lyserødt bobletyggegummi inden vi fandt den helt rigtige inspiration til disse billeder. 

Idéen til billederne er hugget fra Pinterest http://jennihorne.blogspot.dk/2012/02/musings-from-art-room.html (har jeg husket at anbefale Pinterest?) - og nu prøvet af med hele to hold i billedskolen. Til lige stor begejstring. 

I forløbet arbejdes med tegning, maleri og farvelære. Vi brugte kun primærfarverne + sort og hvid. 

Sådan kan du gøre:
  • Tyg bobletyggegummi og blæs STORE bobler :-)
  • Tal om ansigtets proportioner og vis hvordan man kan tegne et ansigt med hjælpelinjer. Husk hals, skuldre og ører
  • Lad eleverne tegne deres ansigt (her selvportrætter) op på et lærred med farvet tavlekridt (det kan tørres af igen med en fugtig klud, og er derfor meget smartere at skitsere med end en blyant)
  • Vis eleverne hvordan man kan blande en hudfarvet (et vidt begreb, men en det er en god idé at lægge op til, at eleverne blander deres egen hudfarve). Mørk eller lys... Gul, rød ,hvid og en lille bitte smule blå. Evt sort, hvis farven skal være meget mørk 
  • Mal hele ansigtet, halsen og ørerne
  • Mal hver en stor styroporkugle tyggegummifarvet (introducer begrebet valør, og lad eleverne blande fx hvid og rød). Kuglen kan tørre til næste undervisningsgang. Det er let at male og tørre kuglerne, hvis man sætter dem på grillspyd
  • Mal baggrund
  • Tegn og/eller mal ansigtstrækkene (en sort sprittusch er god til detaljer)
  • Mal hår og tøj
  • Når malingen er tør, trækkes konturstreger op med sort sprittusch og tyggegummiboblen limes på med limpistol. Skær først bunden af kuglen med en hobbykniv, så der er en større flade at lime på
Rigtig god fornøjelse!
 






 





Dagdrømmehuse

$
0
0

I efterårsferien holdt jeg en børneworkshop, som jeg kaldte dagdrømmehuse. Børn mellem 7 og 15 år var inviteret til at lave farvestrålende huse hvor alt kunne lade sig gøre i forhold til farver, mønstre, former på vinduer osv.

Vi startede dagen med at se på alverdens arkitektoniske perler. Lige fra Taja Mahal og det Skæve Tårn i Pisa til Operahuset i Sydney og Guggemheimmuseet i Bilbao. Vi så på Gaudis bygninger og Hundertwassers universer. Og så så vi på en hel masse kunstbilleder af huse i alle afskygninger. Bl.a Heather Gallers skønne, multimønstrede - og farvede malerier af amerikanske byer.  

Og så gik børnene i gang med deres egne huse.

Jeg gav børnene mulighed for enten at arbejde med papkassepap eller MDF, som på forhånd var savet ud i husformede stykker. De børn, der valgte pap, kunne selv tegne formen på deres hus, og dermed var der lagt op til en friere opgave. Derfra var arbejdsgangen den samme.

Sådan kan du gøre: 
  • Tegn en skitse af dit hus
  • Mal muren ensfarvet til at begynde med
  • Mal taget
  • Mal detaljer som tagsten, vinduer og døre eller klip det ud i mønstret papir og lim det på
  • Overvej om der fx skal vokse planter eller bo drager ved huset. Planter kan tegnes på med Poscatusch og drager kan klippes i pap, males og limes på
  • Skal der være pynt på huset i form af udhæng, gesimser osv. Det kan fx laves i mønstret papir
  • Tegn med Poscatusch omkring vinduer og døre, skriv husnummer
  • Paphuse kan sættes sammen, hvis du har lavet mere end ét. Klip huller med en hultang og saml dem på bagsiden med farvet ståltråd

Materialer:
  • Papkassepap og/eller eller MDF
  • Hobbykniv (til store børn eller den voksne) + skæreunderlag
  • Sakse
  • Pensler
  • God, dækkende akrylmaling i dejlige farver
  • Lim, fx limstifter og limlak, der også kan bruges til at lakkere husene med til sidst
  • Limpistol
  • Papir med flotte mønstre og farver
  • Poscatuscher
  • Skitsepapir og blyanter


Mal muren ensfarvet til at begynde med


Mal taget og tegn detaljer som tagsten og mursten med Poscatusch, når malingen er tør. 
Mursten kan også klippes i papir og limes på som her


Døre og vinduer kan klippes i papir eller males på. 
Overvej om der skal pynt på huset , fx i form af gesimser i mønstret papir.  


Her huse i papkasssepap.


Hus i 9 mm. MDF, som en plante er ved at vokse frem på.


Huse i papkassepap


Huse i papkassepap


Store huse i MDF og små huse i papkassepap


Laras og Maries huse har døre eller vinduer, som kan åbnes og lukkes. 
De er lavet i papkassepap og limet på med limpistol.  

Næste gang vil vi prøve med 3-dimensionelle huse :-)

Rigtig god fornøjelse! 


Supernem halloween idé

$
0
0
Det her er en gammel, og meget velafprøvet idé, som jeg har brugt med både børnehave - og indskolingsbørn. Det er et rigtig hyggeligt lille efterårs - og halloweenprojekt, og alle kan være med. Og mon ikke det er rart med en kop varm kakao efter skovturen?

Materialer:

  • Efterårsblade i forskellige former og størrelser
  • Hvid og sort kardus. 
  • Caran d´Ache Neocolor 1
  • Flydende akvarel i smukke afrver
  • Sorte sprittuscher med rund spids, fx Penol 700  
  • Limstift
  • Billeder af ederkopper og spindelvæv
Sådan kan du gøre:

  • Tag børnene med i skoven efter smukke blade i forskellige størrelser og former. Hvilke træer kommer bladene fra? Måske møder i også både edderkopper og spindelvæv på turen? 
  • Læg et tørt blad under hvid kardus og lav et frottagemønster af bladet ved at lægge et Neocolor 1 kridt ned på siden og farve papiret, som bladet ligger under
  • Gentag til der er masser af fine bladmønstre på det hvide papir. Det er flot at bruge forskellige farver til bladene, men en god idé, at farverne ligger fx mellem rødt, orange og gult eller inden for den grønne/gule skala, så du har mulighed for at vælge akvarel i kontrastfarver
  • Mal nu det bladmønstrede papir med flydende akvarel i smukke, afstemte farver. Brug rigelig farve, så farverne flyder sammen. Det er en god idé at vælge en farveskala ud. Fx  rød/gul/orange eller grønne/gule nuancer. Altså nabofarver i farvecirklen. Så undgår du, at det hele ender med at blive brunt. Vælg akvarelfarver der skiller sig ud fra bladfarverne. Hvis du har brugt grønne farver til bladene, er det fint fx at bruge rød/gul/orange akvarel, 
  • Når akvarelmalingen er tør, kan du med sort sprittucsh tegne spindelvæv og edderkopper på papiret. Det er en god idé at vise billeder af edderkopper og spindelvæv som inspiration 
  • Ram billedet ind ved at klæbe det op på sort kardus
Tip: Idéen kan bruges i et tværfagligt samarbejde mellem fagene Natur/Teknologi og billedkunst. 

Rigtig god fornøjelse!



Bogstavskulpturer

$
0
0

I Hinnerup Billedskole arbejdede vi under temaet "Ord i øjet", og på alle hold handlede det om hvordan vi kunne få ord, bogstaver, tekst og billedkunst til at spille sammen. Idéen til temaet, havde vi fra Børn, Kunst og Billeders årlige (og helt suveræne, jeg anbefaler på det varmeste!!!) landskonference, som i 2013 havde samme tema. Se mere om Børn, Kunst og billeder her: http://www.bornkunstogbilleder.dk/

Idéen her udviklede jeg til mine ældste elever (6.-9. klasse), og de tog imod den med stort engagement. 

Opgaven hed: Skab en skulptur med udgangspunkt i et et bogstav. Det var et krav, at man skulle kunne genkende bogstavet i det færdige værk. Om værket udelukkende skulle relatere til bogstavets form eller om det også skulle relatere til bogstavet som betydningsbærende enhed, var op til den enkelte elev at afgøre. 

Eleverne valgte derefter hver et 20 cm. højt papmaché-bogstav, som de over 3-4 undervisningsgange transformerede til en skulptur. Som udgangspunkt var alle materialer og teknikker til rådighed, og jeg stod klar som kunstnerisk konsulent, sparinspartner, inspirator og praktisk gris. 

Det var så fint at følge de store elever gennem arbejdsprocessen. De arbejder så forskelligt. Nogle har med det samme en idé, som de styrer målrettet mod, mens andre er mere tøvende eller undersøgende i deres tilgang til opgaven. Enkelte kan gå helt i skitse-selvsving. Men hver især skal de have rum til at arbejde i deres eget tempo og på deres egen måde. På den måde blomstrer de.   

Nogle af skulpturerne blev meget personlige, og kom til at fortælle historier om barndom, følelsen af at være alene eller drømme. Andre var mere et udtryk for undersøgelse et bestemt formudtryk. Her kan du se nogle af de smukke og meget forskellige skulpturer, der kom ud af projektet.  


   
L: Gipsgaze, akrylmaling, bonzaitråd, malertape.


E: Akrylmaling, falseæskekarton, indfarvet akvarelpapir.


P: Staniol, gipsgaze, kraftig ståltråd, akrylmaling, brændestykke. 


C: Falseæskekarton, gipsgaze, akrylmaling, tyl.


H: Akrylmaling, Poscatusch


Q: Akrylmaling, Poscatusch, fineliner, barbiehår, stof.



Alverdens engle

$
0
0





Til alle tider og i mange, mange kulturer verden over, har "bevingede" væsener i menneskeskikkelse fascineret folk. Tænk bare på den græske sejrsgudinde, Nike, med sine løse gevandter og smukke svanevinger, den nordiske mytologis valkyrier, som samlede de døde krigere op fra slagmarken, skytsenglene og Superman, som svæver afsted med sin kappe og redder folk. Og så selvfølgelig alle biblens engle, lige fra de ærefrygtindgydende Serafer som med 3-dobbelte, øjenbeklædte vinger, vogter Guds trone, over ærkeenglen Gabriel, som bebudede Jesu fødsel for Jomfru Maria til Rafaels små, fede Puttier, som dukker op alle vegne ved juletid.  

Arbejdet med engle er oplagt at lægge ind i tværfaglige forløb mellem kristendomskundskab, dansk og billedkunst. Som optakt til projektet kan eleverne fx læse historien ”Samuels Stjerne” samt salmer og andre tekster hvor engle indgår. Der kan arbejdes med reklamer og kunstbilleder, hvor engle er en del af motivverdenen.

Dyk ned i kunsthistoriens engle-univers og lad eleverne hente inspiration til hvordan de selv kan arbejde kunstnerisk med engle. Eleverne får kendskab til egen og andre kultures billeder, kulturhistorie og religion. 

Der arbejdes med rumlige billeder (skulptur) og eksperimenteres med forskellige udtryksformer og materialer. 

Idéen er god fra 2. klasse og op. De yngre elever får brug for lidt hjælp til at montere tøjet. 

Se også mine engle hos AV Form: http://www.avformshop.dk/kataloger/billedkunst2-2015 

Materialer:
·        Bonzaitråd
·        Stanniol
·        Malertape
·        Form/Line silkemat akrylmaling
·        Poscatuscher
·        Edding 400 og 404-tuscher, sorte
·        Tyl
·        Filt
·        Karteflor
·        Limpistoler
·        Metal piberensere
·        Designpapir
·        Limstifter
·        (Sakse, pensler)


 Sådan kan du gøre:

  • Fold et ca. 65 cm. langt stykke bonzaitråd på midten og form en oval til et hoved. Sno bonzaitråden fra "halsen” og ned over ”maven". Klip et nyt stykke tråd (ca. 30 cm.) og sno det rundt om kroppen som arme. Form hænder og fødder ved at bukke tråden. 
  • Beklæd englen med sølvpapir. Form hovedet i sølvpapir. Det gøres let ved at forme en fast kugle i sølvpapir og skubbe det ind i den løkke, som udgør starten af englens hoved.
  • Giv englen "hud" af malertape. Små stykker virker bedst. Hvis du arbejder med mindre børn, er det en god idé at vise dem hvordan man river malertape af ved at bruge neglene.
  • Mal englen med Form/Line silkemat acrylmaling. Vis eleverne hvordan man blander en hudfarvet. Hud kan have mange farver. Skal den være mørk eller lys?  Der kan males "undertøj" og strømper i andre farver. Hvis I er til glimmer, kan I drysse glimmer i den våde maling, eller I kan tegne striber og prikker med Poscatusch, når malingen er helt tør. 
  • Nu skal der laves tøj. Tylskørtet er rynket med et stykke ståltråd ved at ”ri" med ståltråden i lindingen af skørtet. Klip ståltråden så lang, at du har plads til at vikle enderne nogle gange omkring maven, så skørtet kommer til at sidde fast.  Det yderste skørt i filt er lavet på samme måde.
  • Vingerne kan laves i mønstret papir, gamle landkort eller bogside. Lim papiret sammen, så vingerne klippes i et dobbelt lag papir. Så er de flotte både forfra og bagfra, og de bliver stærkere.  Vingerne gøres fast med ståltråd. Klip evt. hul til ståltråden i vingerne med en hultang.
  • Ansigtet tegnes med en tynd, sort sprittusch og kinderne farves med Poschatusch. Håret er laves af karteuld og limet på med limpistol. Glorien er formet i metalpiberenser.
Se trin for trin billeder i et tidligere indlæg her på bloggen: http://linefroeslev.blogspot.dk/2011/12/lav-en-engel.html








Endnu flere engle

$
0
0
I løbet af de seneste 9 dage, har jeg lavet engle med over 125 børn og voksne i Favrskov Kommune. Se her nogle af de sjove, finurlige, smukke, skæve og aldrig-set-før-engle, der er blevet lavet på mine workshops. Se her på bloggen hvordan du kan lave din egen engle: http://linefroeslev.blogspot.dk/2015/12/alverdens-engle.html




















Grafiske collager

$
0
0


Når jeg arbejder med mine egne malerier, arbejder jeg næsten altid på en bund af papir, som jeg klæber op på lærredet inden jeg maler. Jeg kan godt lide de strukturer folderne og de forskellige overflader i papiret giver, samt det uforudsigelige i at der ligger forskellige farvefelter på lærredet under malingen. Jeg kan lide det rå udtryk der opstår, når fx gamle koncertplakater fra Berlin, grov kardus, fint silkepapir osv. spiller sammen med transparente lag maling. Og så sker det faktisk, at jeg bliver så glad for min "bund", at jeg næsten ikke nænner at male på den. Det var det, som satte den her idé i gang hos mig. Hvad hvis jeg prøver at male et billede uden at male? Altså bare holder mig til en lag-på-lag collage i papir. Det kastede jeg mig ud i at prøve af, og her kan du se den idé, som kom ud af det. En anden dag fortæller jeg om mine egne "collagemalerier". Idéen har jeg også delt med AV Form, og her kan du se den i deres seneste billedkunstkatalog http://issuu.com/avform/docs/101444_billedkunst_november_2015_dk  

Denne idé er inspireret af det enkle udtryk i grafisk design. Der arbejdes med skarpe, stramme linjer brudt af cirkler og ovaler. Opgaven er et studie i farver og komposition samt en øvelse i at forenkle et motiv, så det i en stiliseret version stadig rummer en høj grad af genkendelighed.   
Som optakt til opgaven, kan eleverne se eksempler på Henri Matisses papirklip og helt moderne grafiske design som fx Jane Ormes og Inaluxe. Idéen kan bruges på alle klassetrin.

Materialer:
·        Malerlærreder med sorte svæverammer, fx 30x30 cm.
·        Silkepapir 
·        Rivepapir
·        Neonfarvet rivepapir
·        Sort kardus
·        Evt. gamle bøger med tekst til at klippe i
·        Limlak
·        Puncher
·        Sakse
·        Pensler
·        Fernis med UV Filter

Sådan kan du gøre:
Vælg et motiv, som skal forenkles. Her katte. Lad børnene klippe flere ”skitser” i papir og snak om hvordan de enkelte forslag fungerer. At klippe sit motiv er en meget anderledes proces end at tegne, og det er en god øvelse i at forenkle og stilisere.  
Lad eleverne overveje, om der skal arbejdes med rytme og gentagelse af enten selve motivet eller elementer i baggrunden på deres billeder.

Når eleverne har fundet frem til deres endelige figurer, bygges bunden i billedet op lag for lag. Start evt. med at beklæde hele lærredet med hvidt silkepapir, og byg derefter billedet op. Overvej om billedet skal holdes i en bestemt farveskala – fx tone-i tone med udgangspunkt i nabofarver i farvecirklen. Arbejd med overlapninger og undersøg hvad der sker, når silkepapir i forskellige farver ligger ind over hinanden.


Lad eleverne forholde sig til hvordan bunden i billedet skal komponeres, så den kommer til at spille sammen med motivet uden at ”overdøve” det. Stop op undervejs. Se på forskelle og ligheder i de forskellige billeder og lad eleverne komme med gode råd til hinanden om farver og komposition. Brug fagudtryk som gentagelse, rytme, linjer, åbne/lukkede former, bevægelse, statisk, overlapning osv. 


Fortsæt med at bygge billedet op lag for lag og slut af med de helt små detaljer.
Monter billederne i sorte svæverammer og lav en superflot udstilling.



Tip: Når billederne er tørre, er det en god idé at give dem en slutfernis med UV filter, da silkepapiret ellers med tiden vil falme.

God fornøjelse!

Barbara Kobylinska-parafraser

$
0
0

Jeg faldt tilfældigt over den polskfødte kunstner Barbara Kobylinskas farverige fugleskulpturer på Pinterest, og blev helt betaget af både former, farver og brugen af mønstre. På bloggen her http://www.smallhandsbigart.com/barbara-kobylinksa-inspired-sculptures/kan du se hvordan mindre børn har arbejdet med parafraser over hendes værker. Jeg fik lyst til at brygge lidt videre på idéen og undersøgte hvad tape og gipsgaze kunne i forhold til papmaché. Og det kom der disse fugle ud af .

I dette forløb arbejder eleverne med parafraser over kunstnerens farvestrålende værker. Ved at tage udgangspunkt i gamle plasticflasker – eller dunke, tænkes et genbrugsaspekt ind i idéen. Eleverne lærer at forholde sig til en given form, som de – ved at sammenføje forskellige materialer – bygger videre på. 

Vis eleverne billeder af Barbara Kobylinskas værker og snak om hvad der er særligt ved dem (langstrakte former, fantasier og abstraktioner over fugle, rene, klare farver, bestemte farvekombinationer, mønstre i flere lag osv.). 

Det er en god idé at lade eleverne tegne skitser forud for skulpturarbejdet. Skitserne kan tegnes op på papir i aflangt format og farvelægges med flydende akvarel. Det bliver små kunstværker i sig selv.
Lad børnene bruge skitserne til at overveje hvordan deres egne lange fugleskulpturer skal se ud. Hænger de med næbbet eller strækker de sig mod himlen? Hvilke farver og mønstre vil de bruge? 

Alle skulpturerne er lavet over genbrugsplastikflasker, og alt efter hvilken aldersgruppe du arbejder med, og hvor meget tid I har, kan du vælge at bruge enten malertape, papmaché eller gipsgaze til skulpturerne.

Sådan kan du gøre:


Fyld lidt småsten eller anden "ballast" i en plastikflaske og byg videre på den med staniol. Hold evt. staniolen fast med malertape. Byg ”mave”, ”gumpe”, hals og hoved.




Når flasken har fået fugleform kan du vælge én af følgende tre teknikker:
Beklæd figuren mad malertape (den hurtige løsning)
Beklæd figuren med papmaché (den klassiske løsning)
Beklæd figuren med gipsgaze (den lækre løsning J)
Hvis du beklæder med papmaché eller gipsgaze kan du lave sjove detaljer på figuren med fx små, halve styroporkugler eller pap inden du beklæder den.


Når figuren er tør, males den med god akrylmaling. Det er en god idé at arbejde i flere lag, så farverne ligger fint og ikke løber sammen. Den helt tørre figur kan dekoreres yderligere med sprit – eller Poscatuscher.

Materialer:
  • Plastikflasker eller dunke
  • Staniol
  • Malertape
  • Evt. papmaché eller gipsgaze
  • Evt. små styroporkugler skåret i halve
  • Papkassepap til fx næb og kamme
  • God akrylmaling
  • Sorte permanenttuscher
  • Poschatuscher
  • Evt. lak til slutfernis, hvis figuren skal være blank (limlak kan bruges)
Rigtig god fornøjelse!

Post It-monstre (John Kenn Mortensen-parafraser)

$
0
0

John Kenn Mortensen er en ung, dansk kunstner på vej frem. Han er lige nu aktuel med illustrationerne til en omskrivning af Hans og Grethe. John er egentlig børneTV-instruktør, men om aftenen, når han har fået fri, og hans små tvillinger er puttet, tager han sin Post It-blok og sin ultrafine sorte tusch frem og begynder at tegne monstre… Post It-monstre. 

Idéen her taler til både drenge og piger i alle aldre. Lidt uhyggelige er billederne for de allermindste, men med en god voksen i hånden, kan mødet med de grumme, og samtidig humoristiske tegninger være en frydefuld indgang til at få de lyssky skabninger slæbt frem i lyset.

I Hinnerup Billedskole var vi så heldige, at der i vores lokale kulturhus hang en udstilling af John Kenn Mortensens tegninger i februar måned. Så flere af vores hold var på tur til Uhresalen for at se de frydefuldt grufulde tegninger og gå på opdagelse i det mørke univers.

Rent tegneteknisk er det oplagt at gå på jagt efter forskellige måder at bruge stregen på i John Kenn Mortensens billeder. Og at tage en snak om skala. Hvordan viser man at noget er meget stort eller meget småt?    




Sådan kan du gøre:
  • Tag en snak om monstre. Hvad er et monster. Hvor kender vi monstrene fra? Findes de? Er de alle sammen onde?
  • Se på John Kenn Mortensens Post It-monstre. Brug evt forstørrelsesglas for at få alle detaljerne med
  • Lad eleverne på jagt efter forskellige måder at bruge stregen på i Johns Kenn Mortensens billeder. Lad dem lave små ”tegneprøver” på et ark papir, hvor de fx viser hvordan John tegner pels, græs, vand, himmel, øjne osv.
  • Tag en snak om skala og størrelsesforhold. Hvordan viser man, at noget er stort mens andet er småt i en tegning? Hvordan kan fx vi se størrelsen på Johns monstre?
  • Derefter tegner eleverne deres egne Post-it-monstre på Post It´s

Materialer:
Billeder af John Kenn Mortensens værker, Fx hans postkort eller bøger, som fx kan købes her: https://www.saxo.com/dk/post-it-monstre_john-kenn-mortensen_indbundet_9788792246462
Tegnepapir
Post It-notes i forskellige størrelser
Blyanter og fine, sorte permanenttuscher

Tip: Der findes Post It-notes i maxi størrelse: 30x30 cm. Jeg fandt dem hos min lokale Bøger og Papir. 

Jeg håber I får en hårrejsende billedkunsttime!  

Hovedretter

$
0
0



Beskrivelse af idéen:
Pop-art virker hver gang. Den umiddelbare fascination af genkendelige motiver, de klare farver og den lettilgængelige og høje ”lækkerhedsfaktor” taler til de fleste børn og unge. Andy Warhol skabte med sine silketryk af skuespillere, statsoverhoveder og andre berømtheder, en serie ikoniske portrætter, som gennem en periode på over 50 år har inspireret generationer af billedmagere. I dette forløb tager vi udgangspunkt i et Andy-Warhol pop art-udtryk og arbejder med parafraser over den østjyske billedkunstner Allan Stochholms humoristiske billedserie ”Hovedretter”. 
For Hinnerup Billedskole har kunstneren Allan Stochholm en helt særlig betydning, da han bor og arbejder i Hinnerup og en gang om året, med sin kunstnergruppe, Primus, udstiller i vores lokale kulturhus, hvor også billedskolen udstiller efter hver sæson.
Det er oplagt og meget relevant at inddrage lokale kunstnere i billedkunsttimerne. Det giver en større forståelse for det lokale kulturliv og hvis der oven i købet kan etableres en kontakt til den pågældende kunstner, og vedkommende kan inddrages i den åbne skole, får forløbet en helt ny dimension. 
I dette forløb arbejder eleverne med digitale billeder, tegning og enkel collage. Der hentes inspiration i kulturens billeder. Idéen kan bruges på alle klassetrin.


Sådan kan du gøre:

  • Lad eleverne tage digitale fotos af hinanden, mens de forestiller sig, at der står en ret på deres hoved. Hvordan ønsker den enkelte elev at ansigtsudtrykket skal understrege stemningen i billedet? Er det en livret, der skal stå på hovedet – eller er det det den mest ulækre ret, eleven kan forestille sig?
  • Lad eleverne beskære deres fotos digitalt og bearbejde dem, så de fremstår i sort/hvid med stor kontrast. Print billederne ud og farvelæg dem med tusch
  • Lad eleverne tegne, fx deres yndlings – eller ”hade”-retter på hvidt tegnepapir. Tegn op med blyant og farvelæg med tusch. Træk evt. konturstreger op med sort tusch.
  • Bunden i billedet laves ved at lime en komposition af papircirkler i forskellige farver og størrelser på et stykke rivepapir som er lidt mindre end et A4 ark. Brug evt. en puncher til at standse cirkler ud med eller lad eleverne klippe dem i hånden.
  • Klip portrættet og maden ud, så du lader en lille farvet kant blive rundt om motiverne, og lim dem op på baggrunden. Monter billedet på sort kardus eller rivepapir, så det får en ramme. 


Tip: Idéen kan også bruges til fx ”drømmebilleder”, hvor eleverne arbejder med hvad de drømmer om eller ønsker sig.    

Materialer: Sort/hvide portrætter af eleverne, printet ud på almindeligt printerpapir, farvede tuscher, sorte sprittuscher, fx Edding 400, rivepapir, sort kardus, limstifter, sakse + punchere.

Farvelærefugle (valørvagtler)

$
0
0


Beskrivelse af idéen:
Kendskab til farvelære er et centralt færdigheds –og vidensmål i billedkunst. Denne idé lægger op til at lade eleverne arbejde med primær og sekundærfarver, valør og komplementærkontraster. Forud for forløbet er det en god idé at fortælle eleverne om farvecirklen og evt. lade dem udfylde en farvecirkel med våde farver selv. 

Valør: 
Valør dækker over en farves mætning/lysstyrke. Når fx en primærblå knækkes med hvid eller sort, ændres farvens mætningsgrad/intensitet, altså dens valør.  Hver farve kan lysnes med hvid eller gøres mørkere med sort til et næsten uendeligt antal valører fra fx den helt rene blå farve til den allersarteste lyseblå, næsten hvide, eller til den helt mørke blåsorte.   

Sådan kan du gøre:
  • Lad eleverne tegne skitser af deres fugle (eller hvilke dyr I nu vælger).
  • Når de har tegnet skitserne, laver de hver især skabeloner af deres fugl i papir. På den måde får eleverne en fornemmelse for hvilke proportioner der fungerer godt i deres figur, og de kan lege med forskellige kropsholdninger og udtryk inden de endelige former klippes ud i pap.
  • Tegn de endelige former op på papkassepap og klip dem ud.
  • Formerne males hver for sig i valører af en primærfarve eller sekundærfarve, som eleverne selv blander. Når bunden er tør, males der mønstre på delene i valører af komplementærfarven. Blomsterpinde, grillspyd og skumstempler er gode til prikker.
  • Lim fuglene sammen med limpistol og monter dem i træklodser med et grillespyd, som tapes fast på bagsiden med Gaffatape. 


Materialer: 
Papir, blyanter, papkassepap, sakse, akrylmaling, pensler, skumstempler, blomsterpinde, grillespyd, limpistol, træklodser med hul, Gaffatape.  

Mal et monster (monsterfed billedkunst)

$
0
0

Dette forløb har indhøstet SÅ mange spontane udbrud fra særligt drengene i de folkeskoleklasser jeg har besøgt med mit roadshow gennem Åben Skole i Favrskov Kommune. Evalueringer som "Jeg troede slet ikke at billedkunst kunne være så sjovt", " Hvornår kommer du igen?" og "Det har bare været så sejt at have en hel dag til at male i - selvom jeg troede det ville blive kedeligt" får mig jo til at flyve derfra :-)


                                                                   
Beskrivelse af idéen: 

Både samtidskunsten og gadekunsten er fulde af monstre og fantasidyr. Vi tager på rejse med de mystiske, skæve, uhyggelige, sjove og forunderlige skabninger og undersøger hvem de er. Forløbet lukker op for gode snakke om godt og ondt, hvad man kan være bange for, og om overtro. 

Når man arbejder med monstre er der ikke noget, der er rigtigt og forkert! Det gælder om at få fantasien og forskelligheden i spil. 


Fulde af inspiration kaster vi os ud i at skabe vores egne monstre og fantasidyr. Vi tegner skitser og snakker komposition og farver inden vi går i gang med akrylmaleri i flere lag. Vi arbejder med både pensler, tusch og sjove, anderledes trykteknikker.
Eleverne arbejder individuelt på lærreder. 

De færdige værker er oplagte at bruge som udsmykning på skolen.

Forløbet egner sig fint til 3., 4.og 5. klasse. Jeg har også kørt det med 2. klasser sidst på skoleåret.   

Jeg er blevet meget glad for at bruge tavlemaling i billedarbejdet med børn. Det kan købes i superflotte farver hos AV Form. Fordelene er: Totalt lækre farver + god dækkeevne + god konsistens + hurtig tørretid. What´s not to like?  



Sådan kan du gøre: 
  • Vis eleverne billeder af samtids - og gadekunstens monstre. Snak om hvad et monster er og hvordan de kan se ud. Kender eleverne nogle monstre fra film, bøger og spil? TROR de på monstre? Kunstnere som Travis Louie, Theo Mercier (Spagetthimonster), Bortusk Leer, John Kenn Mortensen, Michael Kvium (real monsters) og Julie Nord kan inddrages. Søg også på Pictoplasma - det er en verden af monstre. Jeg plejer også at vise et par monstre fra gamle dage og at komme omkring eventyrenes uhyrer. 
  • Giv børnene masser af billedinspiration med ud på bordene og lad dem tegne skitser. Det er OK at stjæle idéer fra andre kunstnere og sætte sit eget monster sammen af dele fra allerede eksisterende monstre. Klip skitsepapiret ud, så det har samme format som lærredet, der senere skal males på. 
  • Mal bunden i lærredet med én farve. Mal evt. med et stykke grydesvamp. Gør meget ud af at fortælle eleverne, at vi arbejder LAG PÅ LAG og i rene farveflader, som i næste omgang dekoreres. For nogle er det en udfordring :-)        
  • Lad bunden tørre HELT inden du trykker mønstre på bunden med kødbakkebund, bobleplast, papringe fra taperuller, fluesmækker eller andet, som kan sætte flotte, grafiske spor. 
  • Når mønstrene er helt tørre, tegnes motivet op med tavlekridt. Det smarte er, at stregerne snildt kan viskes ud med en fugtig klud, hvis eleven ikke er tilfreds med kompositionen. Undgå små detaljer, men tegn omrids og øjne. 
  • Mal monstret med én farve. Mal evt. flere gange så farven dækker helt. 
  • Mal det hvide i øjnene.
  • Giv monstret mønstre. Fx striber eller prikker lavet med runde skumstempler.
  • Tegn konturstreger op med Poscatusch. 
  • Lad gerne eleverne skrive en lille kort tekst om deres monster. Fx: Navn, bopæl, yndlingsret, hvilke særlige egenskaber den har osv. 
  • Hold en fest for de FANTASTISKE monstre :-)
 

                                           




                             
























Jagten på trofæer

$
0
0
I juli inviterede Hinnerup Billedskole 24 børn til sommerbilledskole under titlen "Jagten på trofæer".
Vi havde et par forrygende dage, hvor vi gav os hen til alverdens forunderlige skabninger. Sammen med min billedskolekollega, Tatjana Knudsen http://tatjanaknudsen.blogspot.dk/  underviste jeg eleverne i hvordan man kan bygge et næsten vaskeægte jagttrofæ op.

I billedskolen har vi et motto som lyder sådan her: "Det har vi aldrig prøvet før, så det kan vi godt". Sådan var det også denne gang. Og se lige her de skønne, skønne trofæer, som børnene tog med hjem til væggene på deres værelser.

Under billederne af børnenes trofæer, kan du se, hvordan vi byggede vores trofæer op. Børnene som har lavet disse trofæer er mellem 8 og 14 år.

Vi startede forløbet op med at vise en masse billeder af forskelige trofæer. Både de gamle gulnede fotos fra fordums tiders storvildtjagter i Afrika og Norden, billeder af jagtstuer på danske slotte - og så alle de skønne, gakkede, stilede og farvestrålende trofæer, man kan finde på fx Pinterest. Fulde af inspiration kastede børnene sig ud i at lave deres egne trofæer. Nogle kom til at forestille allerede kendte dyr, mens andre voksede frit frem af børnenes fantasi. Et meget dejligt forløb, hvor børnene blev udfordret på at arbejde tredimensionalt, og hvor det endte med at alle gik glade derfra med en oplevelse af at kunne noget nyt. Forløbet taler til både drenge og piger, og ville også fint kunne bruges hos store børn og unge.

Vi monterede vores trofæer på fine trofæplader i 15 mm. MDF, som det lokale botilbud for autister, Hinnerup Kollegiet, havde været så søde at skære ud for os. For at give det sidste pift, falsede min mand fine kanter på hver trofæplade.





















Sådan kan du gøre: 


Start m,ed at tegne dyrets profil på papkassepap og klip den ud. Det er en god idé at lade halsen være temmelig "stejl", altså have en spids vinkel. Så bliver trofæet lettere at montere så det holder, fordi tyngdepunktet kommer til at ligge tættere på pladen.


Tegn en "bagplade" som er ligeså høj som halsen på dyret, men lidt smallere. Klip den id og sæt de to dele sammen med malertape. 


Begynd nu at bygge dyret op med sammenkrøllet avispapir, der sættes fast med malertape. Start i den ene side og fortsæt med den anden. Sørg for, at avispapiret er forholdsvist fast krøllet sammen. 




Når formen er ved at være på plads, kan du bygge evt. horn i stanniol.Hornene sættes også fast med malertape. 


Ører laves i papkassepap. Jeg klippede en bladform og lavede et snit på langs i den ene ende, så øret kunne foldes ind og få en runding. 



Mit koklopøje er lavet af en halv styroporkugle, som har fået øjenlåg af halvmåneformede stykker mosgummi. 



Til sidst beklædes hele figuren grundigt med malertape inden den males. Og det med maleriet, er jeg ikke nået til endnu. Men ikke desto mindre inspirerede min model børnene godt og grundigt - og så har den jo udført sin mission :-) Jeg drømmer om at male den i vilde farver og pynte den med både stofblomster og legetøjsdyr, når en dag jeg får tid. Og så lover jeg at poste den her på bloggen :-) 

Inden børnene malede deres figurer og trofæplader, gav de dem primer for at malingen efterfølgende skulle dække bedre. 

Rigtig god fornøjelse! 




Article 7

Viewing all 69 articles
Browse latest View live