I denne uge er et nyt nummer af Børn, Kunst og Billeders nyhedsbrev udkommet. Bladet rummer bl. a. denne artikel, som jeg har skrevet om efterårets store kunstprojekt, Liv i Løv.
Se mere om Børn, kunst og billeder her:
http://www.bornkunstogbilleder.dk/God fornøjelse med læsningen. Jeg håber artiklen vil inspirere jer!
Af Line Frøslev, billedkunstner og leder af Hinnerup billedskole.
2017 var Kulturhovedstadsår i Aarhus og i hele region Midtjylland. I Farvskov Kommune valgte vi bl.a. at fejre begivenheden med en stor børnekunstudstilling i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.
Kulturhuset har en årelang tradition for i efterårsferien at afholde børnekunstudstillinger i den smukke Uhresal med bidrag fra områdets daginstitutioner og SFOér. Med udgangspunkt i erfaringerne fra de velbesøgte efterårsudstillinger, tog kulturhusets leder, Ulla Knudgaard Fisker, og et par af hendes medarbejdere, initiativ til at udvide konceptet i forbindelse med Aarhus 2017.
Den overordnede idé var at slå et slag for børnekulturen ved, i et tæt samarbejde mellem lokale, professionelle kunstnere, institutionerne og kulturhuset, at skabe en storslået børnekunstudstilling med både analoge, digitale og interaktive elementer. Derud over var ønsket at etablere et kunstnerisk møde på tværs af institutioner og faggrænser. Jeg blev, sammen med grafiker Kristian Stokholm og digital kunstner Kristian Pødenphant Lund, ansat som leder på projektet, som blev støttet økonomisk af Favrskov Kommune.
Uhresalen, som løbende bliver brugt til udstillinger og koncerter, blev over en periode på godt to uger, forvandlet til et skovunivers i form af en totalinstallation med både lysninger og mindre rum. En verden som, via børnenes æstetiske udtryk, afspejlede livet i kommunes store skovområder, og dannede udgangspunkt for en sanselig og afvekslende kunstoplevelse.
Alle børn i og omkring Hinnerup har kendskab til og erfaringer med skoven, og fordi kulturhuset ligger lige op mod skoven med store vinduer ud mod de gamle bøge – og egetræer, var det oplagt at trække uderummet helt ind i udstillingssalen gennem motiver og farvevalg.
Grundelementerne i udstillingen var 22 stk. 4 meter lange og 1 meter brede baner af papir, der, fastgjort til et teaterkulissestillads, hang lodret ned, og dannede illusionen om en skov. Midt i rummet svævede Drømmetræet, som var bygget op af flere hundrede individuelle mobiler.
Som deltagere i projektet inviterede vi alle lokale SFOér, billedkunstklasser fra folkeskolerne, daginstitutioner, Hinnerup Coding Pirates og selvfølgelig Hinnerup Billedskole. Derud over etablerede vi et samarbejde med Naturværket, et dagtilbud for voksne udviklingshæmmede, og Hinnerup Kollegiet, som er et bosted for voksne autister. I alt bidrog over 800 børn og voksne til udstillingen.
For at sikre harmonien og sammenhængen i udstillingen, og for at højne kvaliteten i børnenes møde med billedkunsten, både i forhold til proces og produkt, holdt jeg tidligt i forløbet inspirationsworkshops for det pædagogiske personale i daginstitutioner og skoler. Her fortalte jeg, dels i ord og dels i billeder, deltagerne om projektet og om mine grundlæggende tanker om udstillingens æstetiske udtryk. Jeg havde udarbejdet kompendier med konkrete idéer til hvordan der, hjemme i skoler og institutioner, kunne arbejdes med maleri, grafik, skulptur og collage – alt sammen inden for et givet farvedogme. På de mine workshops fik pædagogerne mulighed for at afprøve de forskellige idéer, og de fik materialer med hjem til flere af de små delprojekter.
Alle deltagere forpligtede sig på at bidrage med en lang bane papir, udsmykket af børnene. Derud over bandt alle daginstitutionerne sig til at bidrage til det store, centrale træ, hvis krone bestod af flere hundrede svævende gren-mobiler, mens stammen blev skabt af et tilsvarende antal små træskiver dekoreret med håndtegnede insekter. Hvad man der ud over ønskede at bidrage med var op til den enkelte skole/institution. Mange valgte at arbejde ud fra mine idéoplæg, og enkelte udviklede deres egne idéer på baggrund af det valgte farvedogme. Eneste krav til indholdet var, at motivverdenen skulle relatere til flora og fauna i de danske skove.
I løbet af august og september holdt jeg 8 workshops for børnehavernes storbørnsgrupper, som kom på besøg hos mig i Uhresalen, hvor udstillingen skulle finde sted. Her fortalte jeg om idéen med udstillingen, talte med børnene om hvad kunst er og hvad kunst kan, og endelig underviste og guidede jeg hver gruppe igennem arbejdet med deres lange bane papir.
Til hver gruppe havde jeg udviklet en ny idé, og hele vejen igennem havde jeg fokus på både lærerige processer og et smukt produkt. Børnehavebørnene arbejdede med mange forskellige udtryk og teknikker, lige fra tryk med hjemmelavede stempler, maleri med pensler lavet af pinde, græs og blade, som vi hentede i skoven, til iagttagelsestegning af ugler og mariehøns. Børnene labbede det hele i sig, og de mere eksperimenterende projekter som at male tidseldun med toiletbørster og at sprøjte med solskin (i form af gul, flydende akvarel i små pumpeflasker) fik de 4-5-årige deltagere til at spærre øjnene op.
Hver gruppe børn fik fortalt små historier og naturvidenskabelige facts om det valgte emne, og de blev undervist i bl.a. guidet tegning, farvelære, komposition osv. Resultaterne blev enestående, og børnene var ved at revne af stolthed når de forlod mit midlertidige værksted i Uhresalen. Små bemærkninger som ”jeg troede ikke jeg kunne male en mariehøne” og ”jeg vidste slet ikke at jeg var så god til at tegne”, fik mig til at juble indeni.
Pædagogerne gav både undervejs og efterfølgende udtryk for, at det for dem havde været både inspirerende og berigende at se hvordan jeg arbejder med børnene, og at deltagelsen i projektet gav dem mod på selv at arbejde noget mere med billedkunst hjemme i institutionerne.
Og børnene… De tegnene, malede og eksperimenterede på livet løs, når de kom tilbage til børnehaverne. Flere institutioner berettede om hvordan de børn, der havde været med på mine workshops, havde undervist de yngre børn hjemme i børnehaven i fx at tegne edderkopper og guldsmede. Et enkelt sted havde man oven i købet etableret et lille værksted, hvor ældstebørnene over en periode delte deres nye viden med de mindre børn i huset.
Sideløbende med at jeg holdt mine workshops i kulturhuset, arbejdede alle bidragyderne hjemme i skoler og institutioner med Liv i løv, og jeg stod til rådighed på sidelinjen med råd og sparring.
Der var stor variation i hvor meget de forskellige grupper bidrog med. Nogle havde sat meget tid af til projektet, koblet det til temauger, og fik lavet en mængde forskellige værker, mens andre nøjedes med at arbejde med mobiler til Drømmetræet samt den lange bane papir.
At det var op til den enkelte gruppe selv at vælge omfanget af deltagelsen gjorde, at alle følte sig trygge ved at sige ja til at være med. Pædagogerne har tilkendegivet, at de var glade for den grundige introduktion til projektet, samt alle de idéer de fik fra mig i opstartsfasen. Jeg var spændt på hvordan de ville opleve det stramme farvedogme og den relativt smalle motivverden, men den generelle holdning har været, at det var helt befriende, at så meget var givet på forhånd – samtidig med, at der alligevel var plads til deres egne idéer.
Ud over de allerede nævnte, afholdt vi yderligere 3 Liv i løv-workshops i kulturhuset forud for udstillingen: Et eftermiddagsarrangement for billedskolefamilier, som blev inviteret ind til at lave fugleskulpturer, en pap-workshop, hvor børn skabte masker, dragter og huler, der kunne leges med i udstillingen, samt en workshop, hvor Favrskovs største computerspil blev designet.
Udstillingens digitale elementer blev faciliteret af mine to medprojektledere, Kristian og Kristian, samt deres elever i Coding Pirates, som er børn, der arbejder med kodning af computere. Den digitale del bestod bl.a. af en bane hvis motiver var udført med tegne-robotter (bygget af børn) og med en lille monitor tilkoblet, som viste tegneprocessen. En lang bane rummede Farvsrovs største computerspil, som udgjorde et af de interaktive elementer i udstillingen. Her skulle man gribe æbler som faldt fra et træ, og både det grafiske lay-out på spillet og selve kodningen var foretaget af børn. Endelig var der et interaktivt værk, hvor digitalt portræt, taget på stedet, blev klippet ind i et efterårsblad, som efterfølgende, sammen med alle de andre gæste-blade, blev projekteret op og dalede ned over en lang bane papir, og som man, ved at bevæge armene, kunne få til at hvirvle rundt på banen. Derud over indgik farvet lys, der skiftede i en bestemt cyklus, mens audiooptagelser fra kommunens skove udgjorde en diskret lydkulisse.
Først i oktober modtog vi alle de børnekunstværker, som gennem de seneste par måneder var blevet produceret ude i skoler og institutioner, og efter tre lange dages intenst arbejde med ophængningen – og med hjælp fra et helt lille korps af frivillige, var vi endelig klar til åbne udstillingen.
10 måneders arbejde kulminerede i et brag af en fernisering torsdag d. 12. oktober. Flere hundrede børn og voksne var mødt op for at være med, og efter taler fra Favrskovs borgmester, Nils Borring, kulturhuslederen og os i projektgruppen, var vi endelig klar til at klippe det røde bånd, og lade de spændte gæster opleve Liv i løv.
Begejstringen ville ingen ende tage, og vi må med stolthed erkende, at projektet var både var alle pengene og de mange, mange arbejdstimer værd. Kulturhuset fortæller om rekordhøje besøgstal i de godt to uger udstillingen varede, og sjældent har vi fået så mange positive tilkendegivelser fra både lokale og folk udefra, som kom for at se udstillingen.
I udstillingens første uge, uge 42, blev der afholdt yderligere to Liv i løv-arrangementer i kulturhuset: En workshop hvor børn kunne lære at bygge små, digitale robotter på kogler, samt en guidet familieskovtur, der startede i udstillingen og sluttede i skoven udenfor.
Med børnekunstudstillingen Liv i løv blev det endnu engang tydeliggjort hvilken betydning det har at vægte børns arbejde med kunst. Arbejdet med Liv i løv har ført børnene gennem processer, som, ud over at give dem færdigheder indenfor tegning, maleri, grafik og skulptur, og viden om alt muligt lige fra antal ben på et insekt til forskellen på magentarød og kadmium, har lært dem en værdifuld lektie om samarbejde, og om at løfte i flok.
At så mange små og store børn kan skabe så megen skønhed skyldes at de er blevet taget i hånden – og er blevet taget alvorligt. De er blevet undervist, er blevet stillet udfordringer, har stået på tæer, lært og eksperimenteret. De har erfaret, at billedsproget er et vigtigt og værdifuldt sprog – et sprog, som de alle kan tale. Vi har set dem vokse med succeserne – og de har fået lyst til mere. Igennem dette projekt, hvor mange af børnene oven i købet har haft deres gang i kulturhuset, har siddet midt i en kunstudstilling og, med deres tegninger og malerier, arbejdet hen imod en stor, fælles børnekunstudstilling, har børnene fået mulighed for at opleve sig selv som både bærere og skabere af kultur. De har erfaret, at kultur er ikke bare er noget de andre skaber – det er noget vi skaber sammen. Og de har mærket, at kulturen er mangfoldig og levende, og at den gør vores verden større.
